Krea-messe og politiske dilemmaer, er overskrifterne for januar måned på Søhavegård Kvindekrisecenter.

Kvinder og børn har været på krea-messe i Hjørring sammen med personalet. Kreativitet fylder meget på vores krisecenter da vi er meget bevidste om den positive  effekt det har på stress og bekymringer hos både kvinder og børn. Hver dag bliver eftermiddagstimer brugt på kreative sysler. Lige nu er det Hama Perler der er det helt store hit og der er blevet produceret brunkage huse, julepynt, bogmærker, skåle, bordskånere og meget mere. At bruge kreativitet som en form for terapi, gør at man får sænket skuldrene og kan få gang i nogle samtaler uden at man nødvendigvis føler at man sidder til et møde. Det er også en let måde at få tankerne væk fra noget af alt det der naturligt fylder meget, i en situation hvor man bor på et krisecenter.

En af de problematikker der fylder meget hos os som krisecenter er samarbejdet med nogle af de nordjyske kommuner.

Vi oplever desværre at især én nordjysk kommune ofte, når de skal bevilge psykolog samtaler til kvinder og børn, ikke også vil bevilge kørsel, samt at de kun vil bevillige samtaler med en bestemt psykolog, som de har tilknyttet. Disse psykologsamtaler ligger i serviceloven  §109 og er derfor noget kvinder og børn per definition har ret til. Dog oplever vi at omtalte kommune spænder ben for at kvinder og børn rent faktisk kan gøre brug af dette, da de ikke vil bevilge kørsel til de voldsfaglige krisepsykologer vi samarbejder med her på Søhavegård Kvindekrisecenter.  

Det samarbejde vi har med en bestemt psykolog, er tiltænkt ud fra et perspektiv om at kvinder og børn kan modtage psykologhjælp hurtigt og i trygge rammer her på stedet, noget vi i øvrigt ellers aldrig oplever problemer med fra andre kommuner. Men når omtalte kommune ikke vil bevilge kørsel, og beder om at kvinder og børn fragter sig selv til pågældende kommune for at bruge den psykolog de har tilknyttet.

Der kan imidlertid være rigtigt mange omstændigheder der gør at kvinder og børn ikke har mulighed for dette. Der er både et aspekt af sikkerhed i forhold til at forlade krisecenteret, dette gør sig, selvsagt, i særlig grad gældende for de kvinder som er flygtet fra bopælskommune, og hvor voldsudøver stadig bor, opholder sig og har sin daglige gang.

Det er ekstremt problematisk at forvente at kvinder og børn skal fragte sig selv med offentlig transport til selvsamme by de er flygtet fra for at modtage den psykologhjælp som de lovmæssigt er berettiget til. Et andet aspekt må ses ud fra en økonomisk udfordring i forhold transport, da mange kvinder qua situationen ofte ikke har mange midler at gøre med.

De fleste kvinder som bor på krisecenter er oftest nødsaget til at skulle sygemelde sig fra deres arbejde i længere perioder. At forvente at kvinderne skal ud og finde ekstra økonomiske midler for at modtage psykologhjælp er derfor også ganske utilstedeligt og oftest ender det med at kvinderne må vælge psykologhjælpen fra, da de simpelthen ikke har råd til den udgift det er at fragte sig selv fra A til B og hjem igen.

Hvis der er tale om en kvinde med 3 børn er det omtrent et beløb på 450 kr. pr. samtale kvinden selv skal betale i transport, hvorfor man må sige at hele ideen med gratis psykologhjælp til kriseramte kvinder og børn, mildest talt går tabt.

Heldigvis er det kun noget vi oplever i samarbejdet med denne ene kommune, vi løbende været i dialog med LOS (Landsorganisationen for Sociale tilbud) om problematikken, og de fortæller at vi desværre, på landsplan, ikke er de eneste.

Emma Person fra LOS fortæller: “Vi anerkender fuldt ud den problemstilling, I beskriver, og det er også noget vi har med i vores politiske arbejde på krisecenterområdet, både i forhold til KL, Ministeriet mv.  – I er nemlig (desværre) ikke de eneste, som står i denne problemstilling lige nu. Vi er helt enige i jeres sikkerheds- og økonomibetragtninger.

Vi kæmper netop derfor for at få en autoritet/anden myndighed til at oplyse kommunerne om, at de er nødsaget til at bevilge kørsel til psykologsamtaler i sådanne tilfælde, da der er væsentlige og tungtvejende hensyn at tage. Kommunerne ser ofte på, hvad der teoretisk er muligt, hvor I – derimod – i sagens natur er nødt til at forholde jer til, hvad der i praksis er muligt. Kommunernes håndtering kan rent juridisk medvirke til, at en retsgaranti bliver illusorisk, hvilket er retssikkerhedsmæssigt betænkeligt”

Vi som krisecenter følger selvfølgelig arbejdet i LOS tæt og håber på en politisk aftale der kommer til at sikre kvinder og børn deres rettigheder.

Et andet dilemma som fylder meget for vores kvinder på Søhavegård kvindekrisecenter, er det hul i lovgivningen, der tydeligvis er, når der skal tømmes tidligere fælles bolig og deles indbo.

Selvom vi selvfølgelig altid råder kvinderne til at alliere sig med advokater opstår der alligevel jævnligt store problemer med, især deling af indbo. Det sker gang på gang at vores kvinder har brugt mange penge på at få lavet aftaler og lister omkring deling af indbo med advokater, men når de så kommer ud til huset, hvor manden har haft fri adgang til, og ophold i, er samtlige af deres ejendele fjernet, ødelagt, sat ud i vind og vejr, eller allerede pakket og derfor at der derfor ikke er de ting som det ellers er aftalt med advokater at hver især skal have med sig derfra.

Det er voldsomt problematisk da det er mere eller mindre umuligt at gøre noget ved. Politiet er ikke til nogen hjælp, fordi det rent lovgivningsmæssigt ikke ligger på deres bord. De henviser til skifteret og advokater. Vi undrer os jo over at man ikke kan anmelde fjernet indbo som tyveri, men får gang på gang at vide af politiet, at man ikke kan hverken stjæle eller udøve hærværk på egne ting. Dette betyder, at med mindre man har kvitteringer på alt hvad man hver især har købt i løbet af sit samliv, og kan bevise dette, så kan politiet ikke hjælpe.

Advokat Anette Brinkmann siger om sagen:

Når man står overfor en bodeling som er gået skævt, er det utroligt vigtigt at man har sin dokumentation i orden. Alt hvad man kan bevise at have købt, fra egne konti, skal man endelig sørge for at få med sig inden man flytter på krisecenter. Det er også vigtigt at krisecenteret rådgiver om dette i samtalen med kvinden inden indskrivning. Har kvinden købsbevis på f.eks. en dyr sofa eller et tv og eventuelle kæledyr skal hun tage det med sig, det samme gælder fotoalbums mm.

Hvis manden har ødelagt ens indbo eller bortskaffet det under kvindens krisecenterophold kan det være en fordel hvis, at man kan dokumentere at kvinden ikke har haft adgang til huset under sit krisecenterophold, det kan blandt andet være fordi manden har skiftet lås, sat alarmer eller overvågning op osv.

Det er en overvejelse man skal gøre op med sig selv, om man vil bruge en hel masse penge på advokater der skal hjælpe med at dele indbo eller om man hellere vil købe nyt indbo for de penge man ellers skulle have brugt på advokatbistand. I nogle tilfælde vil det være den billigste løsning at købe nyt. I nogle tilfælde hvor kvinden står som ejer af huset, men manden har haft sin adresse der, kan det faktisk være en dårlig løsning forkvinden at tage af sted på krisecenter.

Kvinden kommer derfor til at skulle vælge mellem sin egen fysiske sikkerhed, og sikkerheden for sine ting. Den ideelle verden vil være at kvinden ringer til politiet og beder dem komme og fjerne manden samt at få Retten til at sætte ham ud af boligen. Derefter kan kvinden skifte lås, sætte overvågning op og så tage på krisecenter. På den måde er hun mere sikker på at manden ikke smadrer indbo eller ejendom mens han fortsat lovligt opholder sig i huset. I praksis er det dog ikke sådan det fungerer, for politiet kan ikke bare køre ud og fjerne en mand fra sin egen adresse.

Det er paradoksalt at det er kvinden, som jo er offeret, som må forlade sig eget hjem, og køres på krisecenter af politiet, men det er nu engang sådan systemet er.

Anettes bedste råd er, at sikre sig fremtiden mens man har det godt sammen. Der kan dog ikke på forhånd laves bodeling, men kan sikre sig mange andre ting juridisk, mens man har det godt sammen. Det kan godt betale sig at få advokater til at hjælpe med den slags, imens man er på talefod.  

Advokat Katrine Rytter Villadsen siger:

Vores aftaler om udlevering af effekter er altid nøje specificerede, så det fremgår præcist hvilke effekter der skal udleveres. Forudsat at det er muligt i den kritiske situation, så er det en god idé at affotografere sit indbo, inden man forlader hjemmet, så der til aftalen kan vedlægges et billede af indboet og dets stand. Så mange som muligt og så detaljeret som muligt.

Derudover indeholder vores aftaler et vilkår om, at fogedretten skal kunne gennemtvinge en udlevering af ejendelene, hvis den anden part ikke udleverer i overensstemmelse med det aftalte.

Vi oplever også, at politiet ofte ikke er til den store hjælp i de situationer – uanset om man har været samlevende eller gift. De henviser til, at ”det hører under bodelingen”, og så kan de ikke foretage sig yderligere. Det er i og for sig også korrekt, fordi det netop er skifteretten, der har kompetence til at vurdere – juridisk set – hvem der ejer aktiverne, og hvem der har ret til at beholde dem. Dette er uden for politiets kompetence.

Politiet kan efter min opfattelse hjælpe i situationer, hvor der er tale om hærværk på andres ting – men for at de kan vurdere på dette, skal de vide, hvem tingene tilhører, og så er det, vi er tilbage til rettens kompetence. Hvis indboet viser sig at være i dårlig stand eller ødelagt, kan parterne være nødsaget til at anlægge en retssag om erstatning. I sådan en civil retssag vil det være hensigtsmæssigt at der er taget billede af indboet inden man forlader hjemmet.

Vi ser desværre at disse sager bliver opgivet fordi det er svært at bevise at det er den anden part der har ødelagt indboet – og også fordi kravet set i forhold til omkostningerne med retssagen er for lille. Hertil kommer at det også kræver en del ressourcer at skulle gennemføre en retssag. Vi bliver ofte mødt med spørgsmål om hvorvidt det er strafbart at ødelægge andres ting.

Det forholder sig strafferetligt sådan at det er politiet der skal rejse sigtelse mod den part som har ødelagt indboet. Det er derfor dem der vurderer, om der er grundlag for en straffesag i den enkelte situation. Det er også en kendt problemstilling, at den tilbageværende i huset får en opfattelse af, at vedkommende har overtaget huset.

Det juridiske udgangspunkt er, at så længe begge parter står registreret som ejer af huset eller brugere af lejemålet, så har begge parter ret til at opholde sig i huset. Truslen om, at det bliver meldt som indbrud, holder derfor, efter min opfattelse, ikke vand.

Det er dog klart at den bedste fremgangsmåde for at mindske konflikten er, at der laves forudgående aftaler om, hvem der bliver boende i huset, og hvornår den anden part skal hente sine ting. Et pludseligt fremmøde er sjældent noget, der mindsker konflikten. Vi gør derfor meget ud af at få lavet nogle aftaler om vilkårene for brug eller overtagelse af huset. Når det hele er så konfliktet, at parterne ikke har udsigt til selv at kunne nå i mål med en bodelingsaftale, er det vores opfattelse at det kan være nødvendigt med skifterettens bistand.

Det er muligt for begge parter at indbringe sagen for skifteretten for at få et vejlednings-og forligsmøde, hvorefter der kan udmeldes en uvildig bo-behandler, hvis ikke parterne kan nå til enighed med skifterettens hjælp.

På Søhavegård Kvindekrisecenter håber vi derfor at I der læser med, kan hjælpe med at vejlede jeres pårørende til, hvordan de bedst muligt agerer i en sådan situation. Som det tydeligt fremgår er det en meget kompleks problemstilling, og det er samtidig helt urealistisk at kvinder som har brug for at flygte på krisecenter, har tid til at affotografere indbo, finde kvitteringer for købt indbo mm.

Men vi tror på, at hvis viden på området bliver større, har man mulighed for at forberede sig bedre op til sit krisecenterophold, og dermed, måske, sikre sig bedre rettigheder i forhold til sine ejendele, og ikke stå i en akut situation hvor man skal vælge mellem sin egen, og eventuelle børns, sikkerhed, og sine ejendele.